COACHING

I en coachende tilgang går vi hurtigt i kødet på dine udfordringer, det handler om at skabe bedst muligt energiflow der hvor du er NU. Vi kigger på hvilke ressourcer er til rådighed? hvad kan du ikke få øje på? hvilke hæmmende mønstre kan brydes med det samme? Hvad er det særlige du kan?

Eks: du skal igang med en stor skriftlig opgave og går som katten om den varme grød, udskyder at gå igang og laver overspringshandlinger. Du tænker måske at det er meget svært og uoverkommeligt at få skrevet opgaven, og at hele processen kommer til at blive sur og kedelig.

Allerede her har vi en masse gode ting at tage fat på:

– Hvorfor udskyder du at gå igang? – hvad sker der hvis du tager tyren ved hornene med det samme? Jeg kan hjælpe dig med “gå igang” værktøjer. Ofte bliver vi forbløffede over hvor frigørende det er at rykke på netop det vi holder os tilbage fra.

– Hvorfor tror du det bliver surt og kedeligt? – Det er en ting du fortæller dig selv! – Jeg kan hjælpe dig til at fortælle noget nyt. Vores oplevelse af ting er mest et resultat af vores tanker, og mindre af virkeligheden. At se ting fra nye retninger og ændre vores automatiske måde at tænke på, kan nogle gange fuldstændig forvandle vores oplevelse.

– Hvorfor tror du det bliver svært? – Vi kan som regel meget mere end vi tror – jeg kan hjælpe dig med at finde strategier og veje gennem udfordringer, hvor dine evner og ressourcer bruges bedst muligt. Når vi begynder at arbejde på måder der passer godt til os selv, fremfor hvordan vi synes det skal gøres, bliver mange opgaver både lettere, sjovere og mere berigende.

For mig er god coaching en måde at skabe bedre flow i den kreative og mentale energi. Det er en slags hjerneyoga! Yoga aktiverer livskraft og blodgennemstrømning, ved at blødgøre og opløse spændinger, opbygge ny styrke, finde bedre holdning og dybere kontakt til kroppen. God coaching handler for mig om det samme i hjernen: At finde livskraft og kreativitet ved at blødgøre og opløse mentale blokeringer, opbygge ny mental styrke, finde bedre indstillinger overfor udfordringer og en dybere kontakt til de evner og kvaliteter du har.